kommentar

Kommentar til Politikens artikelserie ‘klimabedraget’

Kære medlemmer,

Siden vores sidste kommentar til Politikens artikler, er der kommet et par nye artikler ud, hvilket giver anledning til endnu en kommentar. Som organisation vil vi i RenSti forsøge at forholde os neutralt og blot forklare, hvad artiklerne handler om, og hvorfor det ikke har noget med os at gøre. Som tidligere Politiken læser må jeg, Oliver, dog sige, at jeg er blevet meget skuffet over Politiken i den seneste tid og vil knytte en personlig kommentar til sidst i dette blogindlæg.


Hvad omhandler artiklerne?
Hvor Politiken sidste gang fokuserede på en enkelt svindelvirksomhed, fokuserer de denne gang på et komfurprojekt og to vandprojekter.

De første artikler omhandler nogle CO2-kreditter som den danske virksomhed ingenCO2.dk har videresolgt. Kreditterne kom fra et projekt i Kenya, hvor et selskab ved navn Co2Balance har givet komfurer til lokalbefolkningen. Komfurerne har ifølge Co2Balance formindsket lokalbefolkningens behov for brænde og derved mindsket udslippet af CO2. Politiken har besøgt projektet og snakket med nogle af de mennesker, som har modtaget komfurerne og fundet ud af, at de ikke virkede efter hensigten. Nogle mennesker brugte nu både det nye komfur og deres bål, nogle brugte kun bålet, men ingen eller få havde altså mindsket deres forbrug af brænde.

De andre artikler omhandler to projekter, hvor selskabet har sørget for rent vand til lokalbefolkningen i Zimbabwe og Uganda. De mener, at de derved undgår, at lokalbefolkningen skal koge deres vand og dermed sparer en masse brænde og altså CO2. 

En del af CO2-besparelsen i disse vandprojekter fungerer på grundlag af noget, der kaldes suppressed demand. Dvs. en formodning om, at befolkningen i området vil koge mere vand når de får en højere indkomst og dermed have et højere CO2-udslip end de aktuelt har. Derfor er projektets formodede CO2-besparelse estimeret på baggrund af, at man regner med, at det vil modvirke en udvikling i behovet for at koge vand, og dermed også modvirke en øget CO2-udledning. Dette er en metode Politiken stiller sig meget kritisk overfor. FN’s måder at beregne CO2 på siger, at det er fuldt validt, ingenCO2.dk siger, at de har taget højde for det og derfor bruger projekterne som en form for bistand frem for kompensation, men Politiken mener, at det hele alligevel er for dårligt.


Men hvad betyder det her for RenSti?
Det har i realiteten ingenting med RenSti at gøre – vi har ikke været i kontakt med hverken virksomheden eller projekterne. Ingen af de nævnte projekter er nogle, der lever op til vores krav i RenSti, og de ville derfor ikke være nogle, vi havde valgt.
At det er et Gold Standard verificerede projekter viser dog, hvor vigtigt det er at undersøge de projekter, man vælger og ikke bare tage et stempel for gode varer – uanset hvor troværdigt det stempel er. Det får også os internt i RenSti til at overveje, om vi skal opstille endnu strengere kriterier og kontrol, end vi allerede gør.

En ting som ingenCO2.dk har gjort godt er, at de ‘overkompenserer’ – de køber flere kreditter, end de er forpligtet til. Vi overkompenserer også vores medlemmer: Som minimum 1,5 gang og ofte mere. Kompenserer et medlem 10 ton CO2 om året, så hiver vi reelt mindst 15 ton ud. Grunden til dette er netop situationer som den, der nu er oppe. At klimakompensere er både et ambitiøst og komplekst projekt, hvilket gør, at vi bliver nødt til at tage nogle forbehold:

  • Vi skal sikre os at vores projekter kun bliver muliggjort hvis vi kommer ind og støtter – så ikke vi støtter et projekt der alligevel var sket. 
  • Vi skal sikre os at vi rent faktisk løser problemet og ikke bare flytter det et andet sted hen.
  • Vi skal være sikre på at det ikke skaber incitament til at gøre problemet værre, for så at få flere penge for at løse det.
  • Vi skal sikre os at besparelsen er permanent, fx. ved at give lokalbefolkningen incitament til at beholde skovene efter projektet er endt.

Alt dette skal finde sted dér, hvor vores penge gør den største forskel og det vil næsten altid sige i udviklingslande langt væk fra Danmark. Udover de CO2 besparende elementer som vi har listet ovenfor, skal vi også tage højde for de mennesker, vi påvirker med projekterne og sikre os, at deres liv også forbedres af projektet. Det er altså en ekstremt kompleks operation at få et succesfuldt klimaprojekt op at stå. 

Klimakompensation er en forholdsvis ‘ny’ branche og en der konstant skal forbedres på. Mange gange i løbet af branchens tid er fejl og mangler blevet forbedret eller udbedret helt. Når man laver et så ambitiøst projekt som kompensationssystemet er, vil det ikke være perfekt fra starten. Det er vi klar over og derfor bruger vi fx kun to af de bedste verifikations-standarder, selv om der er utallige – men vi er også klar over, at selv de bedste standarder kan fejle.

Derfor vælger vi også at overkompensere. Hvis noget skulle kikse, er det vigtigt, at vi har gjort, hvad vi kan for at forebygge det. Vi håber selvfølgelig aldrig, at vi bliver udsat for noget lignende i RenSti og går langt for at forhindre det – ved grundig kontrol og ekstra strenge kriterier. Vi ved dog også godt, at der en dag kunne komme en skovbrand, eller at vi selv kunne falde for et svindelnummer. Ligesom med Røde Kors i Haiti-sagen, hvor deres projekt nærmest fuldstændigt fejlede, må man anerkende, at de forsøgte at gøre noget godt, lære af fejlen og rykke videre. Vi garanterer i hvert fald, at hvis noget lignende skulle ske for os en dag, giver vi ikke op. Bare fordi noget er svært, skal man ikke lade være med at gøre det – fordi sagen er så vigtig. 


Virksomheden ingenCO2.dk virker til at være stiftet af nogle mennesker, der ved hvad de laver. Vi har ikke hørt noget dårligt om dem før og fra vores synspunkt ligner det en smutter.

Er man inde i stoffet, vil man dog hurtigt kunne se, at fx komfurprojektet havde nogle faretegn og selv på papiret ikke så helt godt ud. Ifølge Stockholm Environment Institute er komfur-projekter kategoriseret som “medium” projekter – det er altså ikke en projekttype, hvor man er meget usikker på, om det har den effekt det skal have, men heller ikke en projekttype, hvor man slet ikke er i tvivl. Selvom et projekt ikke er i den sikreste kategori, skal man dog ikke afskrive det – ligesom man heller ikke automatisk bør acceptere projekter bare fordi, de er af en meget sikker type. Afgørelsen bør altid afhænge af det enkelte projekt.


Men har RenSti egentlig ikke klimakompenseret gennem komfurer på et tidspunkt?
Jo. I den spæde start på RenSti havde vi et mindre projekt med komfurer til fattige bønder i Kina. Vi købte kun nogle få kreditter – ca. en femogtyvendedel så mange som vi fx har købt fra vores nuværende projekt i Kina – men vi havde projektet en del måneder. Vores projekt adskilte sig dog væsentligt fra det projekt Co2Balance kørte.

For det første brugte vi nogle radikalt anderledes komfurer, end komfurerne fra projektet Politiken har besøgt. I det projekt fik Kenyanerne små komfurer lavet af ler. Komfurerne var faktisk så dårlige, at de ikke levede op til de krav, der er for at kunne få klimakreditter for dem. Deres effektivitet var i gennemsnit 19,5% og kravet for at kunne blive Gold Standard verificeret er minimum 20%. Projektudvikleren argumenterede dog for, at der er 5% måleusikkerhed i testen og fik på den måde ‘the benefit of the doubt’. Allerede dette bør være et stort rødt flag. (kilde)

I modsætning til dette var de komfurer, vi brugte i vores projekt nogle helt andre. Det var større komfurer af metal eller keramik. Nogle af dem havde endda en motor til at øge luftindtaget. De var over dobbelt så effektive som komfurerne i det ovennævnte projekt og muliggjorde, at bønderne kunne fyre komfurerne med det overskydende landbrugsaffald, som de ellers brændte af på markerne – og derved slippe for at bruge store dele af deres indkomst på at købe kul. (kilde)

En anden vigtig forskel er, at komfurerne i Politikens artikel blev givet ud gratis. Selvom det i sig selv ikke nødvendigvis er dårligt, kræver det som minimum, at man kontrollerer ekstra grundigt, om komfurerne så fungerer efter hensigten og bliver brugt. Det er her Co2Balance tilsyneladende har fejlet gevaldigt.

Modsat deres projekt, gav vores projekt ikke komfurerne væk gratis.
Kvaliteten af komfurerne gjorde, at de var for dyre at købe for de fattige bønder i projektområdet. Grundige undersøgelser blev derfor udført for at finde ud af, hvad folk så kunne betale. Med pengene fra kreditterne gav man således bønderne tilskud til komfurerne og bragte dem ned i et prisleje, som de lokale kunne betale. At de ikke var gratis sikrer os, at komfurerne rent faktisk virker og vil blive taget i brug, siden de lokale selv skal betale for dem.

Et andet vigtigt element var, at vi gik ind og hjalp allerede eksisterende, lokale virksomheder med at effektivisere deres produktion og dermed sænke priserne, så selv de fattigste bønder havde råd til dem. Det var ikke fordi, vi som udefrakommende bare kom med nogle komfurer. Så vidt muligt er det nemlig vigtigt, at man går ind og støtter lokale initiativer frem for at pådutte noget udefra.


Vi synes selv, at projektet var godt og står fuldstændigt ved det.

Vandprojekterne fungerer, som tidligere skrevet, på grundlag af noget der kaldes suppressed demand. Det betyder helt basalt, at man gisner om hvordan projektdeltagere vil agere i fremtiden. Man har valgt at bruge den metodologi for at kunne give støtte til verdens aller allerfattigste, og det er som sådan en god tanke, men der er også en del usikkerhed involveret. Af den grund har vi valgt kategorisk ikke at benytte den slags projekter i RenSti, ligesom vi har en række andre projekttyper vi ikke benytter.


Olivers bemærkning:
Jeg hedder Oliver Whimster Martinsen og er stifteren af RenSti. Denne afsluttende bemærkning er udtryk for min personlige holdning og har ikke noget med RenSti at gøre. Jeg vil her forklare, hvad jeg synes, der er kritisabelt ved Politikens serie ‘klimabedraget’.

Jeg synes, at Politiken har en meget ensidig og unuanceret tilgang til klimakompensation, og det virker til, at de er gået til historierne med det formål at få klimakompensation til at fremstå i et dårligt lys, nærmere end for at undersøge eller oplyse området. De kommer med en række udokumenterede påstande, misvisende præsentationer af data og propaganda-lignende illustrationer, som virker til blot at blive fremstillet med formålet at lokke ‘clicks’ ud af folk og udskælde klimakompensation. Jeg føler at deres fremlægning af tingene er meget ukonstruktiv, og har svært ved at se, hvordan det efterlader verden et bedre sted. I stedet tror jeg personligt, at det efterlader folk handlingslammede og i tvivl om, hvad de så kan gøre – og det synes jeg er ærgerligt og forkert. Jeg får i hvert fald lyst til at spørge:

Hvad er formålet? Hvad vil de opnå? Gør de virkelig bare det her for at få clicks?

Hvorfor igen og igen gentage det hypotetiske scenarie at folk udleder mere fordi de klimakompenserer, når forskningen siger det præcist modsatte? Nemlig, at de, som køber klimakreditter i gennemsnit nedbringer deres egen direkte udledning næsten 3,5 gange hurtigere end de, som ikke gør (kilde).

Hvad med argumentet, at ‘hvis alle gjorde det ville det jo ikke virke’. For det første er det ikke sandt, det ville bare blive dyrere, og for det andet er det jo sådan med næsten alting. Hvis alle kun købte genbrug ville vi også hurtigt løbe tør for brugte ting – men det betyder jo ikke, at vi alle sammen skal holde op med at købe genbrug og kun købe splinternye ting.

Hvorfor malke 4 artikler ud af de samme vandprojekter? Og hvorfor lægge så meget vægt på, at kun 3% af projektdeltagerne koger deres vand – når den fulde sandhed er, at det kun var i ca. en ottendedel af ingenCO2.dk’s kreditter det er sandt. I de resterende 87% af deres kreditter var det 48% af befolkningen der kogte deres vand, altså 16 gange så mange som hvad Politiken skriver om. Men det er bare ikke en lige så god historie, og nok af den grund står det kun ét sted og man skal selv efterregne tallene for at se sammenhængen.

Men selv ved de 3%, synes jeg ikke reelt, der er noget at komme efter. Som enhver økonom vil kunne fortælle dig, så er det helt normal praksis at bruge økonomiske projektioner. Det er FN godkendt. Og Politiken har da fuldstændigt ret i, at de berørte mennesker måske ville blive ved med at drikke beskidt vand selvom de havde pengene til at drikke rent vand. Men det er noget af et måske.

Og lige gyldigt hvad, er faktum, at tusindvis af mennesker har fået rent vand. Det er netop for at kunne nå ud til disse fattige mennesker, at man bruger den metodologi. Men prikken over i’et: ingenCO2.dk siger selv, at de er opmærksomme på at projekterne beror på nogle antagelser og at de derfor selv, frivilligt vælger ikke at tælle alle de kreditter de køber med.
Der har virkelig skullet vrides og strækkes meget i historien for at få fire artikler ud af det her og helt generelt synes jeg, at Politiken har formidlet disse historier og forvaltet deres rolle som meningsdannere og oplysere meget kritisabelt.

For tiden smider Politiken ca. 1 historie om dette op hver dag, men når serien engang er ovre kan det være jeg kommer med en opsummering af, hvad jeg synes der har været problematisk i deres kommunikation. D.30 januar holder Politiken også et live-arrangement hvor et panel skal debattere klimakompensation. Vi har kontaktet Politiken for at bede om at være med til debatten og repræsentere nogen, som er fortalere for klimakompensation, men har indtil videre ikke fået et svar.

Afsluttende vil vi i RenSti sige, at det er svært at navigere i en branche, hvor selv eksperterne er i tvivl, men vi bliver nødt til at stole på hinanden. Ellers bliver alle handlingslammede. Det er ærgerligt, at der er svipsere, men vi bliver nødt til at se fremad og blive ved med at gøre vores bedste, for hvis vi ikke gør noget overhovedet, så er vi i hvert fald sikre på ikke at nå klimamålene. Der er tusindvis af projekter i gang i verden og bare fordi Politiken finder to kritisable eksempler, må vi ikke slå alle over en kam.

Hvis I ønsker yderligere læsning kan I finde en god guide til klimakreditter og -kompensation her.