Om RenSti - RenSti - Bliv CO2-neutral allerede i dag!

 

Hvad er RenSti?

RenSti er et projekt for alle, der gerne vil tage ansvar og gøre noget godt for klimaet, men ikke ved hvor de skal starte. Sammen finansierer vi klimavenlige projekter over hele verden. Som medlem af RenSti er det nemt at gøre en stor forskel. Vi engagerer individerne, og sammen rykker vi ved verdens tilstand. Samtidig kommer vi med jordnære råd og tips til en mere klimavenlig dagligdag. På den måde neutraliserer vi sammen din nuværende udledning og reducerer den fremtidige.

Hvilken forskel kan vi gøre?

Som individ kan det virke uoverskueligt at gøre noget ved verdens tilstand. Men sammen kan vi udrette store ting. Når tusindvis af mennesker verden over gør som du og vi, forandrer verden sig drastigt. Hele verdens udvikling skubbes i en grønnere retning, og mange nødvendige klimaprojekter rundt om i verden bliver pludselig gjort mulige. Tænk bare på, hvis hele verden gik med.
At blive medlem her er ligesom med så mange andre ting i livet. Det kan godt være, at det ikke ændrer det store i den kæmpe verden, at du kompenserer for dit klimaaftryk, eller at du følger en gammel dame over vejen. Men for hende betyder det meget. På samme måde betyder det meget for det aftryk du personligt efterlader på jorden og det betyder alverden for klimaet, når andre følger dit eksempel. Eller for fattige familier, der ikke længere forgiftes med røg fra kul, men derimod kan fyre med miljøvenligt biobrændsel. Alt dette fordi du vil være med i fællesskabet – og når tusindvis af andre danskere gør som dig, så har du pludselig været med til at sætte en lavine af forandring i gang.

Hvordan fungerer CO2-kompensation

Helt simpelt fungerer CO2-kompensation ved, at vi undgår fremtidig udledning.  Hvis vi giver et komfur til en fattig familie, ved vi, at de fremover fyrer med biobrændsel i stedet for kul. Den CO2 som deres forbrug af kul ville have udledt, er altså blevet sparet.
Da der altid vil være noget spekulation involveret i at bedømme hvor meget CO2, der spares, støtter vi kun projekter som verificeres af The Gold Standard – et uafhængigt verificerings-program startet af verdensnaturfonden.

Projekterne

Vi bruger rigtigt lang tid på at vælge de projekter, vi støtter. På et tidspunkt løber projektet tør for “CO2-kreditter”, og vi må derfor vælge nogle nye. Det sker efter en del forskellige principper og forholdsregler, men vigtigst er, at vi altid vælger Gold Standard eller Verified Carbon Standard certificerede projekter. Dette gør vi, så vi kan sikre, at man får hvad man betaler for, og at det altid er af højeste kvalitet. I nogle tilfælde vil det betyde, at prisen vil være en smule højere – men vi er ikke bare ude på at skabe den billigste løsning, vi vil også skabe den bedste.

At støtte projekterne forhindrer eller fjerner ikke alene CO2e i at blive udledt. Det gør også meget andet godt. Projekterne skaber arbejde og indkomst i fattige områder, sikrer bedre levevilkår, forbedret helbred, styrker lokalsamfundet og mange andre sidegevinster.
Ikke alene bliver du CO2-neutral, du støtter samtidigt et velgørende formål.

Du kan læse mere om det aktuelle projekt her

Gebyr

RenSti er et klimaprojekt. Vi har ikke lavet projektet for at blive rige og arbejder lige nu alle frivilligt og ulønnet.
Noget af jeres medlemskab går også til udbredelse af projektet. På den måde kan vi nemlig gøre det nemmere og sjovere for jer at blive CO2-neutrale samtidigt med, at vi kan nå ud til flere mennesker og dermed gøre planeten endnu grønnere…

Du kan læse meget mere om fordelingen her.

BLIV CO2-NEUTRAL I DAG!